Maynard’s er en nyhed, skabt af brødrene Fernando og Àlvaro van Zeller (bl.a. tidl. Noval) og Tiago Trigo (tidl. Taylor’s og Sogrape); navnet som en hyldest til van Zellerne’s forfader Walter Maynard, som tilbage i 1652 var en af de først registrerede “Portwine Shippers”. Siden dengang har familien van Zeller været involveret i fremstillingen og eksport af kvalitets-port hos så kendte huse som Kopke, Burmester, Borges, Andressen og Quinta do noval
Maynard's Vintage 2011 er selvsagt meget ungdommelig i udtrykket med hyldebær, blåbær, solbær, lakrids, mørk chokolade, mørkristet kaffe og ikke mindst skønne nuancer af viol og skiffer-mineraler. Smagen har sødme og kontante, men perfekt modne og fine tanniner, dvs. ying såvel som yang. Hele herligheden omsvøbes af en svævende frugtighed, der næsten kunne få smageren til at tvivle på vinens holdbarhed.
Men slå koldt vand i blodet: der er både urkraft og potentiale i denne Vintage - den fremstår ved frigivelse blot meget helstøbt (omend ungdommeligt firskåren og ukompliceret) med en indre ro og elegance, som sjældent opleves inden for kategorien.
Ved korrekt opbevaring vil denne vin ældes 15-20 år med noget større ynde end indehaveren!
Stilton eller slige oste er vinens naturlige tilbehør, mens portvinsnydere med brutale tendenser også vil sætte pris på den som afslutningen på en god aften.
Nydes den ung, så anbefaler vi iltning i 6-24 timer før den serveres ved 16-17°, mens vinen med alderen bør serveres en anelse varmere - efter forsigtig dekantering, da disse ufiltrerede portvine smider betragteligt bundfald over tid.
92 points Parker
"It’s a very nice deal and just a bit of a revelation"
Mark Squires, nov. 2013
96-98 points Fuga Vinhos (Pedro Garcia)
94 points Wine Enthusiast